Hvem opfandt matcha? Historien om pulveriseret grøn te
Matchas historie er en fortælling om kulturel overførsel, forfinelse og forvandling. Den opstod ikke færdigudviklet i Japan – den blev bragt fra Kina og udviklede sig derefter over flere århundreder til noget udpræget japansk.
Oprindelsen i Kina
Pulveriseret te blev udviklet i Kina under Tang-dynastiet (618–907 e.Kr.). Teen blev forarbejdet til komprimerede blokke, som derefter blev malet og pisket med varmt vand. Metoden blev udbredt under Song-dynastiet (960–1279 e.Kr.), hvor pulveriseret te blev ophøjet til en kunstform, der blev indtaget i formelle sammenhænge.
Ankomsten til Japan
Den buddhistiske munk Eisai tilskrives æren for at have bragt tefrø og skikken med at drikke pulveriseret te fra Kina til Japan i 1191. Han plantede te ved Kozanji-templet i Kyoto og skrev en afhandling, der fremhævede teens sundhedsmæssige fordele. Tedrikning bredte sig hurtigt i de buddhistiske klostre, hvor den blev brugt til at holde koncentrationen under meditation, og derefter til samurai- og aristokratkulturen.
Udviklingen af chado
Den japanske teceremoni udviklede sig i de følgende århundreder og blev i høj grad formet af temesteren Sen no Rikyu (1522–1591). Rikyu destillerede ceremoniens æstetik til wabi-cha – at finde skønhed i enkelhed, ufuldkommenhed og forgængelighed. Tre teskoler – Ura Senke, Omote Senke og Mushakoji Senke – fører deres slægtslinje direkte tilbage til hans lære.
Tilbagegangen i Kina og bevarelsen i Japan
Pulveriseret te gik af mode i Kina under Ming-dynastiet (1368–1644), da bryggning af løse teblade blev dominerende. Japan fortsatte med at udvikle traditionen i isolation – og derfor betragtes matcha i dag som noget indbegrebet japansk, selvom oprindelsen er kinesisk.
Moderne matcha
Bedre udvælgelse af cultivarer og forbedrede skyggedyrkningsteknikker i 1800- og 1900-tallet forfinede produktionen. Matchas globale fremmarch som forbrugsprodukt tog for alvor fart i 2010'erne og fortsætter i dag.